Mormor og Morfar
“I think we dream so we don't have to be apart so long. If we're in each other's dreams, we can be together all the time.”
- Steen og Stoffer, af Bill Watterson
Her i nat drømte jeg om mormor og morfar. Igen. Mine drømme synes altid at indeholde de gode minder som jeg holder på, gemt inde i mig fra den tid. Den tid som er så speciel for mig, fordi at jeg var så fuldstændig bekymringsfri og lykkelig, nemlig barndommen.
Når jeg tænker på min barndom, så er den altid forbundet til mormor og morfar på den ene, eller den anden måde. De her to, helt igennem specielle, gode mennesker som holdt så meget af os, og som vi holdt, ja fortsat holder, så meget af, og som jeg savner så utrolig meget.
Jeg bliver derfor nødt til at nedskrive alle mine erindringer om dem så jeg aldrig glemmer dem. Selvfølgelig kan jeg aldrig helt glemme dem, men som tiden går vil jeg måske glemme detaljerne, og jeg vil have at alle disse minder skal være med mig for altid.
ET PARRALELT UNIVERS
“There is a garden in every childhood, an enchanted place where colors are brighter, the air softer, and the morning more fragrant than ever again.”
- Elizabeth Lawrence
Når vi besøgte mormor og morfar var jeg altid glad. Deres hus var som et fristed. Et sted hvor man kunne søge tilflugt fra de millioner af lyde og tanker som fløj rundt i storbyens jungle. Mor var også altid glad når vi var hos mormor og morfar.
Det var ligesom om, at når man kørte op ad inkørslen i den grønne Renault så vågnede man op i en helt anden verden. Den knasende lyd af grusvejen under dækkende kunne næsten altid vække de to sovende tvillinger, Johanne og jeg, på bagsædet. Den markerede, at nu var vi fremme. Nogle gange sad vi et øjeblik i bilen efter mor havde slukket motoren. Vi sad og pustede ligsom ud, lukkede øjnene og så frem til en hel weekend hos mormor og morfar.
Jeg husker hvordan Johanne og jeg holdt af at hilse så snart vi kom ind af døren, og Mormors svar fra køkkenet. Hun spurgte altid om vi havde sagt hej til morfar, og sagde altid ”Morfar har glædet sig sådan til at se jer”
Vi løb selvfølgelig ud for at finde morfar. Det var aldrig godt at vide om han sad i stuen, værelset, kontoret eller måske udenfor. Dengang føltes den gamle præstegård som et gigantisk univers hvor man kunne gemme sig overalt. En ting kunne man dog være sikker på; hvis han ikke så TV-Avisen så havde han gang i en bog. Jeg tror ikke at jeg nogensinde har kendt noget andet menneske som læste så meget som Morfar. Der var ikke ét eneste rum i huset hvor man ikke kunne finde en bogreol af en slags. Han læste altid sådan nogle kriminal-romaner. Jeg tror at han må have læst næsten alle dem de havde på Nyborg biblioteket.
Nogle gange tog han Johanne og jeg med på tur. Hos mormor og morfar var mange ting i hverdagen næsten rituelle. Morfar kørte altid til byen, og når Johanne og jeg var på besøg så skulle vi som regel med. Man kunne være sikker på at få lidt sødt af morfar når man tog med ham ud og købe ind. Jeg kan huske at vi hjalp ham med at pante øl og dansk-vandsflaskerne, hvordan han altid fulgte den inkøbsliste som mormor havde skrevet med svingende skrå-skrift, og hvordan Johanne og jeg løb rundt i butikken imens, og fandt konkurencekuponer. Jeg kan huske duften af brand-varmt og nybagt rugbrød som på turen tilbage i bilen, fik bagruden til at dugge helt til, mens den sødlige duft fyldte bilen.
Når vi så kom hjem fortrak morfar næsten altid til sit kontor med en bog og en nyindkøbt pilsner. Så var det tid til at hjælpe mormor med at lave frokost. Mormors frokostbord havde altid et overdådigt udvalg af pålæg. Der var alt muligt som man kun fik hos mormor. Nybagt leverpostej, æggesalat, sildesalat og nogle gange æbleflæsk, hvis vi havde bedt mormor længe nok.
Bordet blev dækket med alle herlighederne. I mormors køkken var man ikke kræsen, og appetitten var stor. Jeg kan huske hvordan skorpen på det nybagte rugbrød forstærkede smagen, og hvordan det næsten knasede bag tænderne som man tyggede det. Alle havde deres faste plads rundt bordet. Johanne og jeg sad altid på hver side af mormor. - Og så sad vi der og spiste, i det egentlig hvide, men efterhånden meget nekotin-gule 70’er køkken med den grøn, hvide og røde voksdug på bordet og var hamrende mætte.
Jeg på en gang, hadede og holdt af; den irriterende, men karakteristiske cigaret som enten, mormor eller morfar næsten altid tændte inden jeg var færdig med at spise.
Når der var blevet ryddet af bordet var det tid til den daglige eftermiddagslur. Morfar sad og sov i den store sorte stol i mormor og morfars soveværelse, mormor sov i den lysebrune læderstol i den brune stue. Nogle gange sov vi alle sammen og så var der en slags ro som faldt over præstegården. Andre gange fandt Johanne og jeg på narestreger mens de voksne sov. Der var altid noget at finde på. Man kunne finde alskens gamle sager i det store hus, men haven var som et glemt paradis i søvnens time, en oldgammen urskov i hvilken man kunne gå på opdagelse.
SOMMER I PRÆSTEGÅRDEN
“Når solen skinner, kan jeg gore hvad som helst; intet bjerg er for højt, ingen problemer for vanskelige at overvinde.”
- Wilma Rudolph
I løbet af sommerferien blomstrede haven i alverdens farver og syrenen stod i fuld flor og var et pragteksemplar af sin slags. Sommerfulgnene fløj ubekymrede omkring og tænkte på ingenting, ligesom de to nøgne unger som løb rundt i haven og sprøjtede med vand.
Morfar fandtes ofte på terrasen eller i ”krogen” bag den store bambus-busk (som senere blev erstattet med en ordenligt vindhegn). Mormor og mor ordnede bedene i haven eller solede sig i de hvide havestole. Alle gik rundt i sommerens stille tumme-rum og nød at solen skinnede fra en sky-fri himmel (i hvert fald som oftest). Mormor og morfars have var et ferie-paradis af langt større kaliber end de der overbefolkede swimming-pool resorter nede syd-på. Når varmen i haven blev for meget tog vi en forfriskende tur til stranden. Nogle gange var vi afsted alle sammen. Så sad morfar med sin grå-grønne bøllehat med bukserne smøget op på stranden. Mormor plejede at bade sammen med os. Vi svømmede rundt i nyborgbadet, eller ved Kerteminde stranden. En tur på stranden medførte altid en god gammeldags vaffelis med guf, syltetøj og hele molivitten. Så legede vi på stranden og byggede slotte og fandt sten og badede lidt mere, helt til det var på tide at tage tøj på og køre hjem for at lave aftensmad. Men inden vi kørte sad vi og fik varmen i mormor og morfars ”flagredragter” som bestod af to sammensyede håndklæder med hul til arme, ben og hoved.
Sådan gik dagene helt indtil sommerferien slap op, og vi skulle starte i skolen igen.
Morfar i haven.
I sensommeren plukkede vi brombær.
Avisen læste han hver dag.
Når man var lille var haven så stor.
HAVEN, EFTERÅRET OG FØDSELSDAGE
“Autumn is a second spring when every leaf is a flower.”
- Albert Camus
Om efteråret dryppede regnen fra de mange træer i haven. Æblerne faldt sammen med regnen; og af de nedfaldne æbler kunne mormor lave den vidunderligste æblekage. Duften af æble og kanel som langsomt bredte sig i huset som kagen bagte var en fryd for alle sanser.
Vi fandt kastanjer i parken overfor kirken. Parken var jo egentlig bare en græsplet med træer i forlængelse af haven, men det var ligesom om at når man betegnede det som parken så vidste man præcis hvor det var.
Af kastanjerne lavede vi figurer, giraffer og ederkopper. Vi brugte tændstikker som vi spidsede og stak ind i kastanjerne til at lave små arme og ben på dyrerne. Jeg kan huske at både mormor og mor altid var lidt nervøse for at vi skulle komme til at stikke os selv og de fulgte processen med årvågne øjne.
Undertiden gik vi på tur med mor mens mormor og morfar hvilede sig. Vi gik over på kirkegården, for ved siden af kirken løb en lille bæk. Bevæbnede med regntøj gummistøvler og en funden vandrepind, gik vi på eventyr. Vi udforskede skoven og markerne som lå bag kirken. Nogle gange gik vi lange ture. De føltes i hvert fald lange da mine ben var kortere. Når vi var på eventyr sammen med mor kunne alting ske, vi kunne se får og heste på markerne. Selvom jeg nogle gange følte mig fortabt i landskabet, så vidste mor altid hvor vi var og hvilken vej vi skulle gå. Vi snakkede og legede på turen og vi kom altid tilbage gennem det samme hul i hegnet bag komposten og det store valnøddetræ i mormors have.
Fuglene holdt gerne til i haven. Især når der var blevet lagt korn ud til dem i det fine fuglehus.
De lyserøde æblekinder man kom hjem med var et kendetegn ved et besøg hos mormor og morfar. Når man kom ind i varmen i køkkenet kunne man finde mormor i gang med en krydsord eller i gang med aftensmaden. Mormor holdt meget af krydsord. Hun og morfar hjalp nogle gange hinanden med deres favorit kryds. Jeg kan huske at det var billed-krydsen i ”Søndag”, det dameblad mormor altid læste. Jeg spekulerede altid over hvorfor det hed ”Søndag” når det udkom om mandagen, men det var åbenbart en højere videnskab. Johanne og jeg kunne godt lide at løse krydsord sammen med mormor. Egentlig var det mormor som løste den, mens vi sad på vores faste plads ved siden af hende og kiggede på. Da vi blev lidt ældre fik vi ”børnekrydsordsblade” som vi sad og løste mens mormor løste ”voksen-krydsen”. Mormor kunne altid løse krydsorden, så hvis man gik i stå i børnekrydsen, var det bare at spørge. Jeg troede altid at mormor var den bedste krydsordsløser der fandtes i hele verden.
Om aftenen når mormor lavede mad sad vi i køkkenet og hyggede os. Det var altid vores job at sige ”værsågod” til morfar. Man skulle helst sige det lidt før man egentlig mente det, for han var lidt længe om at komme. Hvem ved, måske skulle han afslutte et kapitel i sin bog. Nogle gange blev mormor lidt sur hvis han ikke kom, men det betød aldrig noget. Selvom mormor var god til at løse krydsord, så tror jeg at hun var endnu bedre til at lave mad. Det var den typiske danske mad hun kokkererede, og vi måtte altid være med til at lave det hvis vi ville. Sådan rigtig mormor-mad. Inden vi spiste så morfar altid TV-Avisen. Egentlig må han have været ret opdateret på nyhedderne, for han så TV-Avisen mindst 2 gange om dagen, og hørte nyhedderne på radio flere gange om dagen.
Når morfar så TV-Avis skulle der være bomstille i stuen. Det føltes altid som meget længere end en halv time. Jeg forstod aldrig rigtig hvorfor det var så vigtig at se den slags, før senere.
Om efteråret fyldte vi år, og mormor bagte sin helt egen kage til os. Det var et hus med pålægschokolade-tag og mormors fine skråskrifts bogstaver i rød glassur. Jeg savner mormors fødselsdagskage. Den var anderledes, sjov og festlig og gjorde altid glad.
Mormors hjemmebagte og hjemmepyntede fødselsdagskage.
VINTEREN OG PÅSKEN
”I Vinterens dybeste mørke opdagede jeg til sidst, at der bor en uovervindelig sommer i mig.” - Albert Camus
Når der kom is på fuglebadet var det et kendetegn på at vinteren var kommet. Vi sørgede for at lægge fedt og korn ud til fuglene.
Der var altid mange fulge i haven. Fasaner og spætter var blandt dem jeg selv var mest fascineret af. Når morfar kom ud til frokost spurgte mormor ”Så du fasanen gik rundt ude i haven?”. Det lød altid ligesom om, at hun snakkede om et menneske fordi hun nævnte den i bestemt form. Som om at der kun var én fasan i haven og den havde både mormor og morfar stiftet bekendtskab med.
Selvom vinteren nogle gange medbragte sne, så kunne man altid se erantis og vintergækker dukke frem i buskadset nede ved marken. Der samlede vi blomster som vi satte i vand i de små brændevinsglas. Så lyste de op på køkkenbordet når vi spiste frokost, og morfar kommenterede altid hvor fine de var.
I påsketiden lavede vi gækkebreve som vi sendte til mormor og morfar. Utroligt nok kunne de aldrig gætte hvem som havde sendt dem, og derfor endte det altid med at vi fik hver et påskeæg.
Der var gul påskepynt i præstegården og det hændte at vi blæste æg og malede dem.
MOSTER IDA OG KREATIVITET I PRÆSTEGÅRDEN
“Som barn er enhver kunstner. Vanskeligheden ligger i at forblive det som voksen.” -Pablo Picasso
Nogle gange var moster Ida på besøg hos mormor og morfar samtidig med os. Så kunne vi finde på forskellige aktiviteter sammen med moster. Vi nød det når moster læste af den store samling af Anders And blade som lå hos mormor og morfar. Ingen andre end moster Ida ville læse Anders And for os. Så der kunne vi sidde længe imens de andre sov, på mosters skød og få læst højt af bladende.
Kreativiteten blomstrede i mormor og morfars hus. Jeg kan huske facinationen første gang moster viste os sin ”kort bog”. Den illustrerede hvordan man lavede festlige kort og invitationer i pap og papir, og moster var ferm med saks og lim. Johanne og jeg prøvede at gøre hende kunsten efter, og var stolte da vi kunne fremvise en lille stak med forskellige kort til mormor og morfar.
Det med kreativiteten må nok have ligget i generne, for mormor selv var også meget kreativ.
Indimellem lavede vi trylledej med mormor.
Det var som regel et værre rod i køkkenet, men vi fik da bagt nogle fine figurer som så blev malet når de var bagt. Nisserkoner, nissemænd, nissebørn og dyr. Mormors figurer lignede altid dem i bøgerne, mens vores var mere trykkede og bulede og bar præg af at de var lavet af barnehænder. Det forhindrede alligevel ikke mormor i at hænge vores nisse-figurer op i køkkenet til min og johannes glæde.
Trylledejsproduktion i aktion.
Mormor brød sig egentlig ikke om at strikke, men hun ville gerne lære os det når vi spurgte hende.
Mormor var også meget dygtig til at lave dekorationer med blomster. Hun stak blomsterne ned i en slags grøn masse som Johanne og jeg ikke måtte røre ved. Alligevel prikkede jeg mine fingre ned i massen og lavede huller i den. Det gav sådan en sjov knasende lyd, og mormor blev heldigvis aldrig rigtig sur. Nogle gange når vi gik ned i den støvede kælder, kiggede vi på drejebænken og de mange tørrede og støvede blomster som stod på den. Der var porcelænsfarve, paletter og pensler som vidnede om mormors strålende kreativitet. Jeg så aldrig disse ting i hendes hænder, og jeg følte at alt støvet representerede at disse ting ikke længere var relevante for mormor. Jeg så aldrig hverken mormor eller morfar som unge. For mig havde de ingen alder. De var mormor og morfar, sådan som de altid havde været, og sådan som de skulle være. Men hver gang jeg så tingene i kælderen så legede jeg med tanken om den unge mormor som sad ved drejebænken. Så gav det store oliefyr lyd fra sig, og johanne og jeg løb som pesten op ad trappen og tilbage i det sikre varme køkken.
Kælderen var lidt dunkel og skummel, og hveken Johanne eller jeg turde egentlig at være dernede alene, selv ikke om dagen. Men der var så mange ting nede i kælderen at det alligevel var lidt spænnende at manne sig op og vove sig derned. I det ene kælderrum stod fryseren hvor man skulle ned hvis man fx skulle hente is. I kælderen havde vi også en hel samling af tomme kartonger og kasser som vi stillede op og legede købmandsbutik med. Så kom mormor, morfar, mor og moster Ida og var kunder. På den måde tjente vi et par skillinger.
Det var også i kælderen at mormors store samling af syltetøjsglas stod. Mormor lavede syltetøj som ingen anden. Hun brugte forskellige bær, men hendes helt egen specialitet var jordbær/rabarber med mandler.
Moster Ida med Johanne og jeg.
JULEN OG NYTTÅRET
”Mange ser frem til nytåret, for en ny start på gamle vaner” - Ukendt
Med efteråret kom vinteren og julen. Spændingen som man havde båret rundt på hele december måned, blev endelig forløst når vi fik juleferie fra skolen, og rejste hjem til mormor og morfar.
Vi plejede at køre med morfar og moster Ida ud til juletræs-plantagen og vælge et træ. Johanne og jeg ville altid gerne have det største træ morfar tillod os at vælge. Indimellem skulle træet hugges ned, andre gange var det allerede fællet. Det store mas kom når vi kom hjem og skulle have foden på juletræet. Det stod altid skævt, og vi måtte rette det med aviser. Til slut stod det så ret som vi kunne få det til, og hvert år var det det flotteste og mest majæstatiske træ vi nogensinde havde haft. Så pyntede vi det med med al julepynten. De hvide stjerner, pop-englene som Oldemor havde lavet, trommerne – alle havde en tromme. Mormor og morfar, alle deres børn, og så johanne og jeg. Man skulle helst selv hænge sin egen tromme på træet. Så var der al halm-pynten, kræmmerhusene og til sidst de store nisser som sad helt inde ved stammen. Der var 2 nisser, så johanne og jeg plejede at sætte hver vores nisse på træet. Når pakkerne var lagt under træet var vi færdige og kunne stille os tilbage og beundre synet. Hvert år var træet pyntet flottere end nogensinde og hvert år havde Johanne og jeg stolte smil på læberne når vi var færdige. Nu var træet pyntet, så var det bare at vente.
I løbet af dagene op til jul fandt vi dog på mange andre ting. Vi plejede at bage småkager, men det endte som regel med at at Johanne og jeg stak af og mor og mormor måtte stå med lange vaniliekransestykker som stormede ud af maskinen og ikke et spor af Johanne og jeg.
Som regel kom vi tilbage når kagerne var færdige. Ja man kan måske næsten sige at duften fungerede som en magnet. Hvert år klagede mor, og sagde at hun ikke gad og bage småkager med os næste år, men 365 dage senere stod hun alligevel altid i det samme scenarie.
En anden ting vi holdt af var at lave marcipan-konfekt. Vi havde flere skåle i hvilke vi farvede marcipanen forskellige farver. Så sad vi i køkkenet og lavede marcipan sammen med mor mens de andre så film i stuen. Vi lavede alle mulige underlige afstøbninger af marcipan, og som aftenen gik var der klistret af marcipan, nougat, hakkede nødder og smeltet chokolade på hele køkkenbordet, og vi havde alle sammen marcipan til langt op i halsen.
Dagene løb op og det blev juleaften endnu en gang. Dagen gik med at pynte bordet på fineste manér med sølvtøj og glas fra det store skab. Vi så diverse julekalendere og kunne snart begynde at dufte at anden var i ovnen. Mor og mormor løb rundt i køkkenet, mens vi ventede ænsteligt på at tiden var inde til at gå til bords. Da vi endelig satte os blev retterne sendt rundt og man fik lov at smage på anden. En eneste gang i året spiste vi and og det har været og er stadig på juleaften. Man spiste til man næsten sprak, og imens fortalte morfar nogle af de mange historier han havde oplevet. Der var altid en sjov pointe i hans historier. Jeg kender ingen der kunne fortælle som ham. Med et glimt i øjet og et smil på læben når han afslørede joken i historien. Han kunne fortælle mange spænnende ting om sin tid som skibslæge, eller om nogle af alle de bemærkelsesværdige personer han havde kendt i sit liv. Når morfar fortalte, så lyttede alle.
Efter maden skulle vi have risalamande og mormors var altid den bedste. Selvom man havde spist and til man var ved at sprækkes, så kunne man altid spise risalamande til nogen fandt mandlen.
Så blev der røget, grint og snakket mens vi holdt en pustepause inden vi skulle pakke gaver op. Når folk havde slået mave, og de voksne havde lavet kaffe, så tændte vi juletræet. De levende lys og det at vi alle sad i den brune stue varmede den op til en hyggelig temepratur. Så sang vi og gik rundt om træet. Da vi var mindre insisterede vi på at have bamserne vi havde fået af mormor og morfar da vi blev født, med i kredsen rundt om træet. Så de blev holdt i hver sin arm og var med i juledansen.
Nu blev pakkerne åbnet en efter en så alle kunne se, mens der blev takket og krammet og kysset.
Morfar fik altid en nytårs cigar som han skulle nyde senere samme uge.
Da pakkerne var åbnet var alle trætte og mætte, der blev spist konfekt og drukket kaffe, kigget på, og leget med de nu åbne pakker, men efterhånden var det tid for små piger at sove. Der blev sagt godnat og juleaften var slut for vores del.
Vi sang julesange og dansede om træet.
Så tuslede vi ellers rundt og ventede på nytåret. Nytårsaften nød Johanne og jeg at dække bordet. Mormor havde kokkereret et festligt måltid og så var der hatte, guirlander, knallerter, bordbomber og cerpentiner i flotte farver. Moster Dagny kom ned og spiste med, men inden vi spiste var det dog tradition at se dronningens nytårstale. Så satte vi os ved bordet og spiste forret, hovedret og dessert, alt imens vi fyrrede bordbomber af mellem retterne. Engang i mellem fik morfar østers inden vi andre gik i gang med at spise. Jeg kan huske første gang jeg fik lov til at smage en. Hvordan den slimede og salte masse gled ned i halsen men næsten var ved at komme op igen. Siden havde morfar sine østers for sig selv.
Når maden var spist røg de voksne. Morfar røg sin nytårscigar som han havde fået på juleaften. Jeg kan huske hvordan mormor viftede røgen hen til sig for at nyde duften af cigaren.
Det var noget jeg aldrig forstod.
Nytårsaftens morgen
Bordbomberne blev tændt. Mormor blev altid forskrækket.
Senere gik vi udenfor og tændte vores indkøbte fyrværkeri. Raketterne susede og gnisterne sprang. Mormor var altid nervøs for at raketterne skulle lande i naboens stråtag. Det skete heldigvis aldrig.
Når raketterne var fyret af gik vi indenfor igen og så ”90 års fødselsdag”. Det var noget for både børn og voksne, og så var klokken næsten ved midnat. På fjernsynet så vi rådhusuret i København slå 12, og Johanne og jeg hoppede fra stolene ind i det nye år. Så var der kransekage, champange (dog bare cider til os) og så hørte vi orkesteret synge ”Vær velkommen herrens år”. Nu var alle trætte og vi fortrak til vores senge.
Vi vågnede op i et nyt år, men var visse om at mormor og morfars traditioner ville vare ved for altid.
Jeg savner dem så frygtelig meget, men som præsten sagde til begravelsen, så lever de videre gennem deres børn og børnebørn. Vi har dem i vores minder og skal aldrig glemme dem.
