Et Tanke Eksperiment

I dag i forelesningen så snakkede vi om lidt om degradering af proteiner. Noe af det vi snakket om var, at kroppen konstant nedbrytes, og bygges opp på nyt. Faktisk så vil samtlige molekyler i hele ens krop være skiftet ud hvert 7. år.
Så sad jeg der og tænkte på noe litt interessant. Dersom alle molekyler i hele min krop er blevet skiftet ud hvert 7. år, så vil jeg i løpet av de 21 år jeg har levet til nu, være gået igennem 3 "udskiftninger".. så jeg er hverken den samme som da jeg var 7 år, 14 år eller 21 år... jeg er ikke den samme i dag som jeg var igår fordi i løpet av natten har der blitt degradert deler av meg, og skapt nye. Alligevel er jeg jo den samme. Det bliver lidt som eksemplet med at man ikke kan bade i den samme sø to gange. Første gang man bader i søen vil man kanskje ta med sig op lidt vand fra søen som sitter fast på kroppen. Når man tørker seg med håndklædet vil en bitteliten del af søen forsvinde ind i håndklædet og komme til en annen plass. Så hvis man hopper uti søen igen etterpå, da vil det ikke være den samme sø. Jo, den vil fortsat have det samme navn, og fortsat ligge den samme plass, og siger man søens navn til en anden person, da vil personen tænke, "ah ja den sø, ved den plass ", men det vil fortsat ikke være akkurat den samme sø som det var før man hoppede ud i den første gang.
Folk er ikke akkurat de samme personer som de var for 7, 14, 21 eller flere år siden, og her mener jeg i flere henseender. Ikke bare i det at man vokser, bliver klogere og ændrer personlighed gradvis i takt med ens egen læringskurve, men også i det, at man organisk set ikke er den samme person længere.
Alligevel skulle jeg mene at jeg er den samme person i dag som jeg var igår. Men dersom det ikke er min fysiske krop som gør mig til mig, hvad er det så? Er det elektirske impulser i min hjerne som, lidt a la et fingeravtryk definerer min person? Eller er det en eller anden konfus, udefinérbar, og uidentifiserbar størrelse, en såkaldt "sjæl" som alle snakker så meget om?
Mit lille finurlige tankeeksperiment her, gjorde mig temmelig rundt på gulvet, så jeg kom til at dagdrømme mig væk i 2. halvdel af forelæsningen. Jeg ved ikke rigtig om jeg kom til nogen speciel konklusion på emnet heller. Måske det, at hele verden og universet, og det vi opfatter som virkelighed er i konstant bevægelse og forandring, som en diger flod som strømmer nedad. Selv os mennesker som tror vi er så anderledes fra resten af verden forandrer os. Der er ikke rigtig noget vi kan gøre med det. Vi kan ikke stoppe hele verden og balancere den på en spydspids sådan som mange mennesker på denne del af kontinentet ellers giver udtryk for. Vi kan ikke bestemme over universet, og ej heller ændre dets regler. Vi kan bare prøve at holde os flydende på floden, og imens vi plasker rundt, måske forsøge at forstå det som er omkring os.

Bilde: wikipedia