ByLarm og Bursdag

I fredags var det Kristinas bursdag. Jeg hadde vært i byen og kjøpe presang. Senere når john kom hjem så bestilte vi pizza og så litt på OL. Nu går det skikkelig godt for Norge, så det er litt spennende. Rundt 20.30 gik vi op og mødte Alex, og så dro vi alle til Kristina. Simon var hjemme på perm, og der var et par stykker til som Kristina kendte. Simon viste os spillet Brutal Legend som er et spil til PS3 med Jack Black, hvor man styrer en roadie som egentlig er sygt god til at spille guitar. Så dør han og kommer til helvede hvor han må kæmpe med sin "Axe" for å slippe væk. Det var masse humor i spillet, og det virket utrolig morsomt.

Senere på kvelden dro vi til Skuret for å høre en liten koncert fra ByLarm. Det var et band hvor kristina kjente vokalisten. Det var faktisk okay musik. Vokalisten hadde en stemme litt a la Bjørk, men lydniveauet var for højt. Kunne næsten mærke at mine trommehinder vibrerede på et tidspunkt, og det var ganske vondt i hovedet. Dette gjorde også at guitaristens mange effekter og specielle lyd forsvandt lidt. Etter koncerten dro vi til De Villes som er en rock bar som ligger i Kirkegaten ved Karl Johan. Her spiller de bare rock musik, gammelt og nyt, og det var ganske kult.
Det var en skikkelig koselig aften.

Dødens istap-fingre

Nu er det langsomt blevet litt varmere i været, og nogle dage er det faktisk tøvær.
I fredags var jeg på vei hjem fra T-banen ved nationaltheatret. Jeg gik stille og roligt i mine egne tanker og nød at det var fredag og at helgen havde startet. Pludselig lød der et kæmpe brag ret bak mig. Jeg fik et chock og mærkede hvordan adrenalin blev pumpet igennem min krop og min hjerterytme steg. Jeg vendte mig om, og bak mig lå der ca. 0.5 - 1 kvadratmeter IS! Det var faldet ned fra taget. Dette var på Karl Johan, hvor fortovet egentlig er ganske bredt, og jeg gik nesten ude ved veien. Alligevel, fordi at bygningerne ved Karl Johan er ganske høye var isen faldet helt ut til der hvor jeg gik! Jeg ved jo at der er ganske stor risiko for rasfare nu, og de fleste bygninger har også rasfare skilte sat op. Som jeg har forstået det, så er det dem som ejer bygningens ansvar å enten rydde taget, eller sætte op skilte. Ingen av disse to krav var indfriet på denne bygning, og jeg kan kun gyse om hva som kunne ha sket dersom den klump med is hadde ramt mig, eller noen andre i hovedet. Mange pladser er der også svære istapper, men dem kan man i det mindste se og undgå. Det er værre med sneen som ligger oppe på taget som man ikke ser før det ligger ved siden af en.
Jeg tok dette bilde av en svær istap som hænger foran nabolejlighedens vindue. Kanskje litt vanskeligt å se størrelsesforholdet, men den er omkring 2 meter lang! HELT SICK!

Dansken @ Tryvann

I går tok jeg, John, Hege, Esben og Peter en liten tur til Tryvann for å stå på ski.
Vi stod veldig tidligt op, og blev hentet af de andre kl. 09.. Så pakkede vi bilen og dro til Tryvann. Vi var der rundt 10. Peter skulle gå på langrenn ski, så vi aftalte å møte han ved bilen kl. 13. Så hadde vi hele 3 timer å stå i.. Det var utrolig godt vejr i forhold til sidst vi var der. Heldigvis kom vi tidligt på dagen, så de første timer var der ikke så crowded.. Rundt 12 blev det bare helt sygt lange køer til heisene, så vi måtte stå i kø en del. Det var utrolig morsomt å stå på ski igen. Har ikke stått siden sidste vinter, men jeg kom hurtigt ind i rytmen igen. Som John sa så er det litt som å kjøre sykel, når man først har lært det glemmer man det ikke bare igen. :)

Vi var hjemme igen rundt 14, og da var jeg ganske trøtt, så jeg hvilte mig litt. Senere dro vi til Hege og Esben, hvor Bente hadde lagt dejlig middag til os alle sammen. Det var utrolig koseligt. :)

Her er noen bilder fra turen til Tryvann.

Skygge-effekt

Mig foran tårnet

Hege i heisen

John og Esben i heisen

:)

Mormor og Morfar: Erindringer fra et barnebarn

Mormor og Morfar

“I think we dream so we don't have to be apart so long. If we're in each other's dreams, we can be together all the time.”
- Steen og Stoffer, af Bill Watterson

Her i nat drømte jeg om mormor og morfar. Igen. Mine drømme synes altid at indeholde de gode minder som jeg holder på, gemt inde i mig fra den tid. Den tid som er så speciel for mig, fordi at jeg var så fuldstændig bekymringsfri og lykkelig, nemlig barndommen.
Når jeg tænker på min barndom, så er den altid forbundet til mormor og morfar på den ene, eller den anden måde. De her to, helt igennem specielle, gode mennesker som holdt så meget af os, og som vi holdt, ja fortsat holder, så meget af, og som jeg savner så utrolig meget.

Jeg bliver derfor nødt til at nedskrive alle mine erindringer om dem så jeg aldrig glemmer dem. Selvfølgelig kan jeg aldrig helt glemme dem, men som tiden går vil jeg måske glemme detaljerne, og jeg vil have at alle disse minder skal være med mig for altid.
 
ET PARRALELT UNIVERS
“There is a garden in every childhood, an enchanted place where colors are brighter, the air softer, and the morning more fragrant than ever again.”
- Elizabeth Lawrence

Når vi besøgte mormor og morfar var jeg altid glad. Deres hus var som et fristed. Et sted hvor man kunne søge tilflugt fra de millioner af lyde og tanker som fløj rundt i storbyens jungle. Mor var også altid glad når vi var hos mormor og morfar.
Det var ligesom om, at når man kørte op ad inkørslen i den grønne Renault så vågnede man op i en helt anden verden. Den knasende lyd af grusvejen under dækkende kunne næsten altid vække de to sovende tvillinger, Johanne og jeg, på bagsædet. Den markerede, at nu var vi fremme. Nogle gange sad vi et øjeblik i bilen efter mor havde slukket motoren. Vi sad og pustede ligsom ud, lukkede øjnene og så frem til en hel weekend hos mormor og morfar.
Jeg husker hvordan Johanne og jeg holdt af at hilse så snart vi kom ind af døren, og Mormors svar fra køkkenet. Hun spurgte altid om vi havde sagt hej til morfar, og sagde altid ”Morfar har glædet sig sådan til at se jer”

Vi løb selvfølgelig ud for at finde morfar. Det var aldrig godt at vide om han sad i stuen, værelset, kontoret eller måske udenfor. Dengang føltes den gamle præstegård som et gigantisk univers hvor man kunne gemme sig overalt. En ting kunne man dog være sikker på; hvis han ikke så TV-Avisen så havde han gang i en bog. Jeg tror ikke at jeg nogensinde har kendt noget andet menneske som læste så meget som Morfar. Der var ikke ét eneste rum i huset hvor man ikke kunne finde en bogreol af en slags. Han læste altid sådan nogle kriminal-romaner. Jeg tror at han må have læst næsten alle dem de havde på Nyborg biblioteket.
Nogle gange tog han Johanne og jeg med på tur. Hos mormor og morfar var mange ting i hverdagen næsten rituelle. Morfar kørte altid til byen, og når Johanne og jeg var på besøg så skulle vi som regel med. Man kunne være sikker på at få lidt sødt af morfar når man tog med ham ud og købe ind. Jeg kan huske at vi hjalp ham med at pante øl og dansk-vandsflaskerne, hvordan han altid fulgte den inkøbsliste som mormor havde skrevet med svingende skrå-skrift, og hvordan Johanne og jeg løb rundt i butikken imens, og fandt konkurencekuponer. Jeg kan huske duften af brand-varmt og nybagt rugbrød som på turen tilbage i bilen, fik bagruden til at dugge helt til, mens den sødlige duft fyldte bilen.
Når vi så kom hjem fortrak morfar næsten altid til sit kontor med en bog og en nyindkøbt pilsner. Så var det tid til at hjælpe mormor med at lave frokost. Mormors frokostbord havde altid et overdådigt udvalg af pålæg. Der var alt muligt som man kun fik hos mormor. Nybagt leverpostej, æggesalat, sildesalat og nogle gange æbleflæsk, hvis vi havde bedt mormor længe nok.
Bordet blev dækket med alle herlighederne. I mormors køkken var man ikke kræsen, og appetitten var stor. Jeg kan huske hvordan skorpen på det nybagte rugbrød forstærkede smagen, og hvordan det næsten knasede bag tænderne som man tyggede det. Alle havde deres faste plads rundt bordet. Johanne og jeg sad altid på hver side af mormor. - Og så sad vi der og spiste, i det egentlig hvide, men efterhånden meget nekotin-gule 70’er køkken med den grøn, hvide og røde voksdug på bordet og var hamrende mætte.
Jeg på en gang, hadede og holdt af; den irriterende, men karakteristiske cigaret som enten, mormor eller morfar næsten altid tændte inden jeg var færdig med at spise.

Når der var blevet ryddet af bordet var det tid til den daglige eftermiddagslur. Morfar sad og sov i den store sorte stol i mormor og morfars soveværelse, mormor sov i den lysebrune læderstol i den brune stue. Nogle gange sov vi alle sammen og så var der en slags ro som faldt over præstegården. Andre gange fandt Johanne og jeg på narestreger mens de voksne sov. Der var altid noget at finde på. Man kunne finde alskens gamle sager i det store hus, men haven var som et glemt paradis i søvnens time, en oldgammen urskov i hvilken man kunne gå på opdagelse.

SOMMER I PRÆSTEGÅRDEN
“Når solen skinner, kan jeg gore hvad som helst; intet bjerg er for højt, ingen problemer for vanskelige at overvinde.”
- Wilma Rudolph

I løbet af sommerferien blomstrede haven i alverdens farver og syrenen stod i fuld flor og var et pragteksemplar af sin slags. Sommerfulgnene fløj ubekymrede omkring og tænkte på ingenting, ligesom de to nøgne unger som løb rundt i haven og sprøjtede med vand.
Morfar fandtes ofte på terrasen eller i ”krogen” bag den store bambus-busk (som senere blev erstattet med en ordenligt vindhegn). Mormor og mor ordnede bedene i haven eller solede sig i de hvide havestole. Alle gik rundt i sommerens stille tumme-rum og nød at solen skinnede fra en sky-fri himmel (i hvert fald som oftest). Mormor og morfars have var et ferie-paradis af langt større kaliber end de der overbefolkede swimming-pool resorter nede syd-på. Når varmen i haven blev for meget tog vi en forfriskende tur til stranden. Nogle gange var vi afsted alle sammen. Så sad morfar med sin grå-grønne bøllehat med bukserne smøget op på stranden. Mormor plejede at bade sammen med os. Vi svømmede rundt i nyborgbadet, eller ved Kerteminde stranden. En tur på stranden medførte altid en god gammeldags vaffelis med guf, syltetøj og hele molivitten. Så legede vi på stranden og byggede slotte og fandt sten og badede lidt mere, helt til det var på tide at tage tøj på og køre hjem for at lave aftensmad. Men inden vi kørte sad vi og fik varmen i mormor og morfars ”flagredragter” som bestod af to sammensyede håndklæder med hul til arme, ben og hoved.
Sådan gik dagene helt indtil sommerferien slap op, og vi skulle starte i skolen igen.

Morfar i haven.

I sensommeren plukkede vi brombær.

Avisen læste han hver dag.

Når man var lille var haven så stor.

HAVEN, EFTERÅRET OG FØDSELSDAGE
“Autumn is a second spring when every leaf is a flower.”
- Albert Camus

Om efteråret dryppede regnen fra de mange træer i haven. Æblerne faldt sammen med regnen; og af de nedfaldne æbler kunne mormor lave den vidunderligste æblekage. Duften af æble og kanel som langsomt bredte sig i huset som kagen bagte var en fryd for alle sanser.
Vi fandt kastanjer i parken overfor kirken. Parken var jo egentlig bare en græsplet med træer i forlængelse af haven, men det var ligesom om at når man betegnede det som parken så vidste man præcis hvor det var.
Af kastanjerne lavede vi figurer, giraffer og ederkopper. Vi brugte tændstikker som vi spidsede og stak ind i kastanjerne til at lave små arme og ben på dyrerne. Jeg kan huske at både mormor og mor altid var lidt nervøse for at vi skulle komme til at stikke os selv og de fulgte processen med årvågne øjne.

Undertiden gik vi på tur med mor mens mormor og morfar hvilede sig. Vi gik over på kirkegården, for ved siden af kirken løb en lille bæk. Bevæbnede med regntøj gummistøvler og en funden vandrepind, gik vi på eventyr. Vi udforskede skoven og markerne som lå bag kirken. Nogle gange gik vi lange ture. De føltes i hvert fald lange da mine ben var kortere. Når vi var på eventyr sammen med mor kunne alting ske, vi kunne se får og heste på markerne. Selvom jeg nogle gange følte mig fortabt i landskabet, så vidste mor altid hvor vi var og hvilken vej vi skulle gå. Vi snakkede og legede på turen og vi kom altid tilbage gennem det samme hul i hegnet bag komposten og det store valnøddetræ i mormors have.

Fuglene holdt gerne til i haven. Især når der var blevet lagt korn ud til dem i det fine fuglehus.

De lyserøde æblekinder man kom hjem med var et kendetegn ved et besøg hos mormor og morfar. Når man kom ind i varmen i køkkenet kunne man finde mormor i gang med en krydsord eller i gang med aftensmaden. Mormor holdt meget af krydsord. Hun og morfar hjalp nogle gange hinanden med deres favorit kryds. Jeg kan huske at det var billed-krydsen i ”Søndag”, det dameblad mormor altid læste. Jeg spekulerede altid over hvorfor det hed ”Søndag” når det udkom om mandagen, men det var åbenbart en højere videnskab. Johanne og jeg kunne godt lide at løse krydsord sammen med mormor. Egentlig var det mormor som løste den, mens vi sad på vores faste plads ved siden af hende og kiggede på. Da vi blev lidt ældre fik vi ”børnekrydsordsblade” som vi sad og løste mens mormor løste ”voksen-krydsen”. Mormor kunne altid løse krydsorden, så hvis man gik i stå i børnekrydsen, var det bare at spørge. Jeg troede altid at mormor var den bedste krydsordsløser der fandtes i hele verden.
Om aftenen når mormor lavede mad sad vi i køkkenet og hyggede os. Det var altid vores job at sige ”værsågod” til morfar. Man skulle helst sige det lidt før man egentlig mente det, for han var lidt længe om at komme. Hvem ved, måske skulle han afslutte et kapitel i sin bog. Nogle gange blev mormor lidt sur hvis han ikke kom, men det betød aldrig noget. Selvom mormor var god til at løse krydsord, så tror jeg at hun var endnu bedre til at lave mad. Det var den typiske danske mad hun kokkererede, og vi måtte altid være med til at lave det hvis vi ville. Sådan rigtig mormor-mad. Inden vi spiste så morfar altid TV-Avisen. Egentlig må han have været ret opdateret på nyhedderne, for han så TV-Avisen mindst 2 gange om dagen, og hørte nyhedderne på radio flere gange om dagen.
Når morfar så TV-Avis skulle der være bomstille i stuen. Det føltes altid som meget længere end en halv time. Jeg forstod aldrig rigtig hvorfor det var så vigtig at se den slags, før senere.

Om efteråret fyldte vi år, og mormor bagte sin helt egen kage til os. Det var et hus med pålægschokolade-tag og mormors fine skråskrifts bogstaver i rød glassur. Jeg savner mormors fødselsdagskage. Den var anderledes, sjov og festlig og gjorde altid glad.

Mormors hjemmebagte og hjemmepyntede fødselsdagskage.

VINTEREN OG PÅSKEN
”I Vinterens dybeste mørke opdagede jeg til sidst, at der bor en uovervindelig sommer i mig.” - Albert Camus

Når der kom is på fuglebadet var det et kendetegn på at vinteren var kommet. Vi sørgede for at lægge fedt og korn ud til fuglene.
Der var altid mange fulge i haven. Fasaner og spætter var blandt dem jeg selv var mest fascineret af. Når morfar kom ud til frokost spurgte mormor ”Så du fasanen gik rundt ude i haven?”. Det lød altid ligesom om, at hun snakkede om et menneske fordi hun nævnte den i bestemt form. Som om at der kun var én fasan i haven og den havde både mormor og morfar stiftet bekendtskab med.

Selvom vinteren nogle gange medbragte sne, så kunne man altid se erantis og vintergækker dukke frem i buskadset nede ved marken. Der samlede vi blomster som vi satte i vand i de små brændevinsglas. Så lyste de op på køkkenbordet når vi spiste frokost, og morfar kommenterede altid hvor fine de var.
I påsketiden lavede vi gækkebreve som vi sendte til mormor og morfar. Utroligt nok kunne de aldrig gætte hvem som havde sendt dem, og derfor endte det altid med at vi fik hver et påskeæg.
Der var gul påskepynt i præstegården og det hændte at vi blæste æg og malede dem.

MOSTER IDA OG KREATIVITET I PRÆSTEGÅRDEN
“Som barn er enhver kunstner. Vanskeligheden ligger i at forblive det som voksen.” -Pablo Picasso

Nogle gange var moster Ida på besøg hos mormor og morfar samtidig med os. Så kunne vi finde på forskellige aktiviteter sammen med moster. Vi nød det når moster læste af den store samling af Anders And blade som lå hos mormor og morfar. Ingen andre end moster Ida ville læse Anders And for os. Så der kunne vi sidde længe imens de andre sov, på mosters skød og få læst højt af bladende.
Kreativiteten blomstrede i mormor og morfars hus. Jeg kan huske facinationen første gang moster viste os sin ”kort bog”. Den illustrerede hvordan man lavede festlige kort og invitationer i pap og papir, og moster var ferm med saks og lim. Johanne og jeg prøvede at gøre hende kunsten efter, og var stolte da vi kunne fremvise en lille stak med forskellige kort til mormor og morfar.
Det med kreativiteten må nok have ligget i generne, for mormor selv var også meget kreativ.
Indimellem lavede vi trylledej med mormor.
Det var som regel et værre rod i køkkenet, men vi fik da bagt nogle fine figurer som så blev malet når de var bagt. Nisserkoner, nissemænd, nissebørn og dyr. Mormors figurer lignede altid dem i bøgerne, mens vores var mere trykkede og bulede og bar præg af at de var lavet af barnehænder. Det forhindrede alligevel ikke mormor i at hænge vores nisse-figurer op i køkkenet til min og johannes glæde.

Trylledejsproduktion i aktion.

Mormor brød sig egentlig ikke om at strikke, men hun ville gerne lære os det når vi spurgte hende.

Mormor var også meget dygtig til at lave dekorationer med blomster. Hun stak blomsterne ned i en slags grøn masse som Johanne og jeg ikke måtte røre ved. Alligevel prikkede jeg mine fingre ned i massen og lavede huller i den. Det gav sådan en sjov knasende lyd, og mormor blev heldigvis aldrig rigtig sur. Nogle gange når vi gik ned i den støvede kælder, kiggede vi på drejebænken og de mange tørrede og støvede blomster som stod på den. Der var porcelænsfarve, paletter og pensler som vidnede om mormors strålende kreativitet. Jeg så aldrig disse ting i hendes hænder, og jeg følte at alt støvet representerede at disse ting ikke længere var relevante for mormor. Jeg så aldrig hverken mormor eller morfar som unge. For mig havde de ingen alder. De var mormor og morfar, sådan som de altid havde været, og sådan som de skulle være. Men hver gang jeg så tingene i kælderen så legede jeg med tanken om den unge mormor som sad ved drejebænken. Så gav det store oliefyr lyd fra sig, og johanne og jeg løb som pesten op ad trappen og tilbage i det sikre varme køkken.
Kælderen var lidt dunkel og skummel, og hveken Johanne eller jeg turde egentlig at være dernede alene, selv ikke om dagen. Men der var så mange ting nede i kælderen at det alligevel var lidt spænnende at manne sig op og vove sig derned. I det ene kælderrum stod fryseren hvor man skulle ned hvis man fx skulle hente is. I kælderen havde vi også en hel samling af tomme kartonger og kasser som vi stillede op og legede købmandsbutik med. Så kom mormor, morfar, mor og moster Ida og var kunder. På den måde tjente vi et par skillinger.
Det var også i kælderen at mormors store samling af syltetøjsglas stod. Mormor lavede syltetøj som ingen anden. Hun brugte forskellige bær, men hendes helt egen specialitet var jordbær/rabarber med mandler.

Moster Ida med Johanne og jeg.

JULEN OG NYTTÅRET
”Mange ser frem til nytåret, for en ny start på gamle vaner” - Ukendt

Med efteråret kom vinteren og julen. Spændingen som man havde båret rundt på hele december måned, blev endelig forløst når vi fik juleferie fra skolen, og rejste hjem til mormor og morfar.
Vi plejede at køre med morfar og moster Ida ud til juletræs-plantagen og vælge et træ. Johanne og jeg ville altid gerne have det største træ morfar tillod os at vælge. Indimellem skulle træet hugges ned, andre gange var det allerede fællet. Det store mas kom når vi kom hjem og skulle have foden på juletræet. Det stod altid skævt, og vi måtte rette det med aviser. Til slut stod det så ret som vi kunne få det til, og hvert år var det det flotteste og mest majæstatiske træ vi nogensinde havde haft. Så pyntede vi det med med al julepynten. De hvide stjerner, pop-englene som Oldemor havde lavet, trommerne – alle havde en tromme. Mormor og morfar, alle deres børn, og så johanne og jeg. Man skulle helst selv hænge sin egen tromme på træet. Så var der al halm-pynten, kræmmerhusene og til sidst de store nisser som sad helt inde ved stammen. Der var 2 nisser, så johanne og jeg plejede at sætte hver vores nisse på træet. Når pakkerne var lagt under træet var vi færdige og kunne stille os tilbage og beundre synet. Hvert år var træet pyntet flottere end nogensinde og hvert år havde Johanne og jeg stolte smil på læberne når vi var færdige. Nu var træet pyntet, så var det bare at vente.

I løbet af dagene op til jul fandt vi dog på mange andre ting. Vi plejede at bage småkager, men det endte som regel med at at Johanne og jeg stak af og mor og mormor måtte stå med lange vaniliekransestykker som stormede ud af maskinen og ikke et spor af Johanne og jeg.
Som regel kom vi tilbage når kagerne var færdige. Ja man kan måske næsten sige at duften fungerede som en magnet. Hvert år klagede mor, og sagde at hun ikke gad og bage småkager med os næste år, men 365 dage senere stod hun alligevel altid i det samme scenarie.
En anden ting vi holdt af var at lave marcipan-konfekt. Vi havde flere skåle i hvilke vi farvede marcipanen forskellige farver. Så sad vi i køkkenet og lavede marcipan sammen med mor mens de andre så film i stuen. Vi lavede alle mulige underlige afstøbninger af marcipan, og som aftenen gik var der klistret af marcipan, nougat, hakkede nødder og smeltet chokolade på hele køkkenbordet, og vi havde alle sammen marcipan til langt op i halsen.

Dagene løb op og det blev juleaften endnu en gang. Dagen gik med at pynte bordet på fineste manér med sølvtøj og glas fra det store skab. Vi så diverse julekalendere og kunne snart begynde at dufte at anden var i ovnen. Mor og mormor løb rundt i køkkenet, mens vi ventede ænsteligt på at tiden var inde til at gå til bords. Da vi endelig satte os blev retterne sendt rundt og man fik lov at smage på anden. En eneste gang i året spiste vi and og det har været og er stadig på juleaften. Man spiste til man næsten sprak, og imens fortalte morfar nogle af de mange historier han havde oplevet. Der var altid en sjov pointe i hans historier. Jeg kender ingen der kunne fortælle som ham. Med et glimt i øjet og et smil på læben når han afslørede joken i historien. Han kunne fortælle mange spænnende ting om sin tid som skibslæge, eller om nogle af alle de bemærkelsesværdige personer han havde kendt i sit liv. Når morfar fortalte, så lyttede alle.
Efter maden skulle vi have risalamande og mormors var altid den bedste. Selvom man havde spist and til man var ved at sprækkes, så kunne man altid spise risalamande til nogen fandt mandlen.
Så blev der røget, grint og snakket mens vi holdt en pustepause inden vi skulle pakke gaver op. Når folk havde slået mave, og de voksne havde lavet kaffe, så tændte vi juletræet. De levende lys og det at vi alle sad i den brune stue varmede den op til en hyggelig temepratur. Så sang vi og gik rundt om træet. Da vi var mindre insisterede vi på at have bamserne vi havde fået af mormor og morfar da vi blev født, med i kredsen rundt om træet. Så de blev holdt i hver sin arm og var med i juledansen.
Nu blev pakkerne åbnet en efter en så alle kunne se, mens der blev takket og krammet og kysset.
Morfar fik altid en nytårs cigar som han skulle nyde senere samme uge.

Da pakkerne var åbnet var alle trætte og mætte, der blev spist konfekt og drukket kaffe, kigget på, og leget med de nu åbne pakker, men efterhånden var det tid for små piger at sove. Der blev sagt godnat og juleaften var slut for vores del.

Vi sang julesange og dansede om træet.

Så tuslede vi ellers rundt og ventede på nytåret. Nytårsaften nød Johanne og jeg at dække bordet. Mormor havde kokkereret et festligt måltid og så var der hatte, guirlander, knallerter, bordbomber og cerpentiner i flotte farver. Moster Dagny kom ned og spiste med, men inden vi spiste var det dog tradition at se dronningens nytårstale. Så satte vi os ved bordet og spiste forret, hovedret og dessert, alt imens vi fyrrede bordbomber af mellem retterne. Engang i mellem fik morfar østers inden vi andre gik i gang med at spise. Jeg kan huske første gang jeg fik lov til at smage en. Hvordan den slimede og salte masse gled ned i halsen men næsten var ved at komme op igen. Siden havde morfar sine østers for sig selv.

Når maden var spist røg de voksne. Morfar røg sin nytårscigar som han havde fået på juleaften. Jeg kan huske hvordan mormor viftede røgen hen til sig for at nyde duften af cigaren.
Det var noget jeg aldrig forstod.

Nytårsaftens morgen

Bordbomberne blev tændt. Mormor blev altid forskrækket.

Senere gik vi udenfor og tændte vores indkøbte fyrværkeri. Raketterne susede og gnisterne sprang. Mormor var altid nervøs for at raketterne skulle lande i naboens stråtag. Det skete heldigvis aldrig.
Når raketterne var fyret af gik vi indenfor igen og så ”90 års fødselsdag”. Det var noget for både børn og voksne, og så var klokken næsten ved midnat. På fjernsynet så vi rådhusuret i København slå 12, og Johanne og jeg hoppede fra stolene ind i det nye år. Så var der kransekage, champange (dog bare cider til os) og så hørte vi orkesteret synge ”Vær velkommen herrens år”. Nu var alle trætte og vi fortrak til vores senge.

Vi vågnede op i et nyt år, men var visse om at mormor og morfars traditioner ville vare ved for altid.

Jeg savner dem så frygtelig meget, men som præsten sagde til begravelsen, så lever de videre gennem deres børn og børnebørn. Vi har dem i vores minder og skal aldrig glemme dem.

Tur til Sognsvann

I dag var det skikkelig godt vær ute, og John og jeg passer jo på Conan i denne helg.

Derfor besluttede vi å ta en tur til Sognsvann og gå tur med Conan. Vi gikk ned til T-banen og kom os til Sognsvann. Hele vannet var frosset til og det var masse langrennsløpere på isen. Det var til og med noen som hadde bygget en liten iglo på isen!

Vi gikk hele veien rundt vannet. På veien så vi helt utrolig mange andre fine hunder som Conan hilste på. Overalt var det også langrennsløpere, men heldigvis tok de fleste en langrennsløype så det også var muligt å gå på stiene for dem som ikke hadde ski på. Efter en lang tur rundt vannet tok vi T-banen til Jernbanetorget og kjøpte inn til middagen i kveld. Så tok vi trikken hjem. Jeg lagde varm sjokolade og lune sveler til John. Tror han likte det efter den lange turen. :)

Nå er det snart tid til å lage middag, men her er et par bilder fra tidligere i dag.

Ut på tur, aldrig sur :)

Conan og mig..

En liten iglo på isen.

På skyggesiden av vannet gemte solen sig bak trærne.

Hundebisken i snøen.

Vannet var frosset til og folk gik på ski på isen.

Sliten på vei hjem i trikken.

Guttene hjemme i varmen.

Anne Balboa

I dag dro jeg på skolen rundt 12, og gjorde MBV1010 kollokvier. Etterpå var det forelæsning om brunalger. I morgen på labben skal vi se på alger i mikroskop.. Ikke brunalger da, men en anden type som vi hadde om i sidste uke. Etter labben skal jeg på et sån "economic experiment".. Det er et eksperiment som jeg har meldt mig på, så skal man sitte og snakke i en time, og så får man betalt mindst 100 kr. for det, så det er jo en let måte å tjene lidt penger på.
I dag fikk jeg også resultatet av biologi konten. Det var helt fantastisk å endelig få resultatet efter å ha ventet i over to uker på det. Fikk en C, og det var jo helt greit syntes jeg (C = 7 på den danske skala!).. men men, nu kan jeg ihvertfald lægge det bak mig.

I dag har jeg også vært på boksetræning i OSI bokseklubben, og det var utrolig hårdt, men også helt fantastisk morsomt. God træning! Sån som man glæder sig til fordi det faktisk er GØY!.. ikke som å løpe på et teit løpebånd i en halv time.. herregud det er så kjipt!
Treneren var den stereotypiske boksetræner som man altid ser på film, men han var helt utrolig dygtig og flink til at coache. Når man har vært på det første kurs så kan man få sparre med andre folk, og det ser jeg frem til for det virker udfordrende og morsomt... men.. må nok lære "the basics" først så jeg ikke kommer galt afsted :)

Da jeg kom hjem fra boksing lagde John mat til os, og så så vi på en hai dokumentar som John havde foræret mig igår fordi han vet at jeg DIGGER haier. Han er så søt og gavmild og den beste kæreste noensinde! :D

Så har vi også fået Conan på besøg, og vi skal passe ham helt til d. 10. JUBII!
Det er bare det bedste at komme hjem til en ellers tom lejlighet, og så står der en liten klump på gulvet og jubler og er glad for at se en. :)

Nu er jeg helt utmattet og trøtt efter boksetræningen så nu skal jeg gå og lægge mig. Tænker jeg kommer til at sove før mit hoved rammer puten!

Bli med i den nye bank!

Kender du det når alarmklokken ringer på morningen, men man falder i søvn igen?.. Vel de skete for mig i dag. Jeg vågnede kl. 09.55 og forelæsningen startede kl. 10.15! YIPES! Det tok mig 10 minutter at komme ud af døren, men i min forvirring var jeg gået ned til trikken, og jeg skulle egentlig til T-banen.. MAS! Vel.. Jeg endte med at komme mig til forelæsningen bare 5 minutter forsinket! Phew, for en morgen, havde ikke engang nået at få mig frokost... Exphil forelæsningerne har været lidt kedsommelige til nu hvis jeg skal være ærlig. Tror lidt det er fordi at oldtidens filosoffer ikke rigtig siger mig noget. Men i dag var det en ny forelæser som snakkede om Decartes, og jeg synes faktisk at jeg fik rigtig meget ud af forelæsningen, selv om jeg var lidt sulten og ukoncentreret i starten.
Efter forelæsningen gik jeg hjem og ryddede lidt, og så dro jeg med trikken til Hausmanns gate hvor Røde Kors centeret ligger. Jeg havde nemlig time i blodbanken i dag. De er helt utrolig snille der, og vil at man skal spise og drikke der så man ikke bliver dårlig når man har givet blod. Det var første gang jeg skulle gi blod i den norske blodbanken, men de var så snille og greie at jeg blev helt målløs. De sagde at jeg havde en fin blodprocent, og at de havde taget min blodtype, som var A Rhesus negativ. Det er åbenbart vanligt at være A, men det er faktisk bare 15% af befolkningen som er Rhesus negativ. Jeg donnerte 450 mL blod, og skulle ligge og hvile lidt efterpå så jeg ikke blev dårlig (som sygeplejersken sa).. Jeg synes alle som kan burde donnere blod og hjælpe på den måde. De kan også bruge ens blod til forskning som måske kan være med til at finde nye kure imod sygdomme! Jeg liker veldig godt tanken om at mit blod kan være med til at redde andre mennesker, så jeg var rigtig glad når jeg dro hjemad med trikken.

Senere kom John hjem, og så lavede vi mat sammen. Jeg har også fått læst min nye tegneserie som jeg købte i lørdags på Outland. Det er nr. 2 i serien Blacksad (der er totalt 3 bøger). Det er en historie hvor alle figurene er portrætterede som dyr, for at fremme deres dyriske karaktertræk. Jeg synes den er utrolig god, og glæder mig til at læse den sidste. I dag har jeg også prøvet at lave varm sjokolade med de "coco balls" som mor havde med til mig fra Grenada. Så i dag har John og jeg faktisk drukket vaskeægte Grenada kakao! nomnom, det var veldig godt! Så så vi film med Kurt Russel som hed Escape From L.A. og herregud, den var bare så awesome!

Grenada kakao-produktion.

Blacksad tegneserie.

I går var jeg på kickboxing træning med Ane. Det var utrolig morsomt, men der var sindsygt mange nye folk den dag, og træneren sa etterpå at kurset var fuldt, så jeg kunne ikke melde mig på. Det var så ærgeligt. Nu må jeg finde en anden plads og træne. Ser efter noe som John og jeg kan træne sammen, for det er altid mye morsommere når man er flere som træner sammen. Vi har tenkt på å prøve tennis, men nu får vi se..

Nu skal jeg i seng, for i morgen er det tidligt op på laboratorie øvelser. :)