"Ha det bra og fortsat god dag..."

Der er sagt og skrevet meget om storbyen, og det at bo midt i den. Mangen en gang har man hørt at folk som bor i storbyen er arrogante, storsnudede og selvfede. Mon ikke det bare er en småborgerlig mening som er født af fordomsfulde sind i småbyerne? Jeg må indrømme at jeg til at starte med ikke var helt vild med tanken om at bo i en hovedstad, men det gik jo tydeligvis fint alligevel. I dag når jeg var på vej hjem med trikken så sat jeg i mine egne tanker, med skolebaggen ved siden av. Så på et av stoppene kom der en gammel mand med stok på. Da jeg så at han gerne ville sitte ned fjernet jeg selvfølgelig baggen så han kunne sitte ned. "Tusind tak" sagde han, og jeg svarede "bare hyggeligt" og smilede til ham. Etter et par stop begyndte han at tale til mig: "Det er prægtigt og praktisk at man kan ta trikken eller bussen når man bor i sentrum som jeg gør" sa han. Det havde han jo ret i, så jeg svarede høfligt "ja, det kan ikke betale sig å køre rundt i bil i sentrum, og på sommeren kan man jo sykle også"... "Nej det er dumt med bil i sentrum" sa han, og fortsatte: "Men det er ofte en kamp med syklerne når man går så mye som jeg gør, for de kører på fortorvet hvor man skal gå".. Det kunne jeg jo ikke si noe på (jeg tænkte litt flovt hvor ofte jeg selv hadde kørt på fortorvet sidste sommer), så jeg gav ham ret i at det ikke var så praktisk.. så stoppede trikken på Holberg Plass hvor jeg skulle av, og den ældre herre ønskede meg en fortsat god dag, og jeg svarede "jo tak og i lige måde."... På veien fra trikstoppet til lejligheten stoppede jeg i supermarkedet for å købe vaskemiddel. Når jeg kom til køen så stod der en ældre dame foran meg med en hel handlevogn fuld av varer. Hun kigget på meg som stod med bare 1 vare, og sa "Du må selvfølgelig gå før meg", jeg smilte til hende og sa "tusind tak, det var skikkelig snilt av deg"...
På den korte vei fra supermarkedet til leligheten tenkte jeg på hvor lidt det egentlig kræver med god gammeldags høffelighet og venlighet. Jeg smilte ved tanken om at på den lille tur hjem fra skolen var min dag blevet mye hyggeligere, og det bare på grunn av møtet med de to eldre folk.
Jeg tror det jeg prøver at få frem er, at selvom man bor i en travel hovedstad, så er det dermed ikke sagt at folk ikke kan være hyggelige, og at man ikke selv kan være hyggelig mod andre. Folk burde smile lidt mere, især yngre folk og generationer som min egen. Jeg tvivler på at det var tilfældigt at begge de folk jeg mødte i dag var over 60. De har garanteret lært at være høflige og venlig i deres opdragelse, formentlig i modsætning til det mange folk lærer i dag. Går du igennem gågaden ser du utallige folk som ser aldrig så sure ud, de går som programerte robotter til den ene og den anden destination og har så utrolig travelt.
Hvorfor smiler folk ikke? Hvad har de dog at være så triste for altid?
Det er blevet folks ret at klage på alting istedet for at værdsætte det de har. Folk som lever i denne del af verden burde sætte lidt mere pris på det liv de har, mener jeg. Det er helt utroligt så mange som tager ting for givet.
Mit udgangspunkt her var, hvorvidt folk i storbyen er mere eller mindre som andre folk siger de er. Det synes jeg egentlig selv folk må vurdere, men de bør ikke vurdere spørgsmålet uden tyngde, det ville være som at anmelde en film man ikke har set. Min opfattelse er, at ting er hvad man gør dem til. Hvis du er venlig mod andre, så er sandsynligheden større for at de er venlige mod dig. Som sagt, venlighed koster ingenting, og det gør et smil heller ikke :)


I øvrigt så var der engang en meget klog man som hed Politimester Bastian som sagde dette her: